Studieur til Hviderusland september 2007 af Inge Nørlem Vor studietur til Hviderusland startede onsdag d. 12-9 kl. ca 5.25, hvor vi, Gerda, Richard og undertegnede stod på bussen ved hovedvej 13’s cafeteria. Foruden os var der 6 fra Vammen og Rødding. Turen var startet fra Vinderup over Aalborg, så i forvejen var 20 personer ombord. Sidste person kom på i nærheden af Aabenrå, og hvilken person. Det skulle vi senere få meget fornøjelse af bagerst i bussen; ud over at være meget underholdende, kom Erik med 60 rundstykker og smørkage, lige hvad vi trængte til + kaffe og the, som var lavet i bussen. Vi passerede grænsen kl. ca. 8.30. Så gik det ellers hurtigt og godt af gode tyske veje mod Polen. Efter et par korte ophold undervejs, nåede vi den polske grænse ved floden Oder kl. ca. 15.30, da havde vi kørt 1300 km. Grænsekontrol ca. 1 halv time, der var ingen kø for os, men kilometer lange køer for lastbiler. Nu skal vi så gennem Polen, men overnatte i Lodz på hotel Savoy. Det var ingen lige sag at finde hotellet i en by på størrelse med Aarhus, det lykkedes selvfølgelig til sidst, vi var der kl. ca. 9.30 og der var varm mad trods det sene tidspunkt. Og ikke mindst en god seng og lækkert badeværelse. Det var mørkt da vi forlod Bjerregrav og mørkt da vi nåede Lodz. Torsdag d. 13. Efter et stort morgenmåltid var vi klar i bussen igen kl. 8.30. Nu kunne vi rigtig se den flotte gamle by, der undgik ødelæggelse under krigen. Men det er Polen, så de fleste huse er pudsede grå og triste. Vi kan dog se der sker en masse i Polen, der bygges nye huse og laves nye veje og der lægges fortov ned. Hvis vi kører gennem en lille landsby er der nu fortov på hovedgaden og måske er der asfalteret på sidegaderne, men ingen fortov. Da vi var i Polen for ca. 15 år siden, var alle sidegader grus eller jordveje og ingen fortove i de mindre byer. Vi kører gennem kønne landskaber og gennem Warszawa. Langs vejene undre vi os over en masse kors og hele monumenter der ligger blomster ved. Af vor alvidende chauffør Noes får vi forklaret, at der hver sted er dræbt en person. Polakkerne kører vildt, dog ikke så slemt som det har været. Vort første mål i dag er Hvideruslands konsulat, som ligger 40 km før grænsen. Den nåede vi kl. ca. 15. Chaufføren skynder sig derind medbringende de papirer som er forberedte hjemmefra og et flot krus fra Skive kommune med en blomst i. Som de siger - det skader ikke at smøre lidt. De skulle se vores pas, have et ekstra billede og vi skulle udfylde en formular. Så skulle det ellers vise sig om vi er værdige til at besøge Hviderusland. Det burde være en smal sag at lade os køre videre, men der skulle snakkes meget frem og tilbage fik vi senere at vide. Der skulle forhandles om beløb, som skulle betales, de fandt også på at vi skulle have en ekstra forsikring. Det var heldigvis godt vejr, så vi der er efterladt i bussen, kan gå lidt rundt udenfor og smøre et par af de tiloversblevne rundstykker. Der er også langtidsholdbart pålæg, marmelade og pålægschokolade, så er der naturligvis kaffe og the. Endelig kl. 17.20 kunne vi køre igen med alt i orden og nåede hurtigt frem til grænsen til Hviderusland kl. ca. 18. Her skulle uret stilles 1 time frem. Vi fik samtidig at vide vi kunne ligeså godt lægge uret i lommen, for i Hviderusland tager man ikke det med tiden så nøje. Her er masser af grænsevagter med store kasketter og de har god tid til rygepauser. Der kom dog et par for at hente vore pas, de skulle åbenbart studeres nøje, for det tager lang tid. Vi måtte naturligvis ikke forlade bussen og ikke fotografere. Vi ser andre som må tømme bilen helt, alt skal undersøges, det slap vi heldigvis for. Omsider efter 3 timer får vi igen vore pas og kan køre ind i Hviderusland til Brest tæt på grænsen. Her skal vi finde Tamara, som er den kontaktperson Dienesmindes venner har haft i mange år, hun har styr på hvor vi skal overnatte. Ikke et sted som hun eller vi er særlig stolt af, det er nærmest en lejrskole med 4-5 personers værelser, så vi blev delt op i pige og karlerum. Det gav en værre tumult, men vi fik udleveret to lagner og et pudebetræk hver, så var der ellers i seng med en pude og et par tæpper. Det var udmærket, men vi skulle jo også have lidt at spise, her måtte vi ty til hvad der var i bussen. De der før har kørt til området er åbenbart vant til at gardere sig, der er i hvert fald køletasker med rugbrød og pålæg og de deler ud så vi alle får mad. Der er også lige de sidste rundstykker, hvor havde vi stor glæde af de rundstykker. Det blev til en times hyggetid med varm the og det hele og hvor vi morede os over, at der i vort program stod, ”efter indkvartering skal der ikke ske mere den dag”. Nogen må have været optimist og regnet med vi var i Brest og indkvarteret før kl. 22-23 Fredag d. 14 efter den specielle overnatning går vi til et supermarked og spiser morgenmad i cafeteriet. I supermarkedet kan vi også veksle penge, så vi får rubler og kan samtidig handle. Nu samles vi igen i bussen og kører til kollektivet Astremitzie. Tamara er med os som guide og tolk: Her starter vi med at få en god frokost og bliver taget godt imod af stedets leder Ilena. Noes mener hun er ”dronning” af Astremitzie. Hun fortæller meget om kollektivet, der er på 12.000 hektar jord. Folk bor i en by, hvor de har et hus stillet til rådighed, der er lidt jord til og man dyrker grøntsager til eget forbrug. Kollektivet er selvforsynende på alle måder, her er mejeri, slagteri, skole, børnehave, supermarked, bibliotek, lægeklinik, der er stor kvægbesætning, svin, mink, 300 hektar frugtplantage med æbler, blommer og kirsebær. De laver selv æblejuice, det er netop tid til æblehøst, vi ser de plukker og får selv lov at plukke en posefuld hver. De har bier og producerer honning – kun dieselolie må de købe. Vi er på besøg i et ”parlament”, centerstyring, hvor dronningen regerer, en flot bygning. Mange billeder er hængt op. Vi forstår det er af kunstnere de er stolte af. Der er også billeder, hvor man ser de specielle fester når man høster. Her er også en flot koncertsal. Vi var i en forretning hvor de handler med minkpelse, minkhatte, vældig flot. 5000 mennesker bor her, 1500 arbejder her, 700 pensionister, andre arbejder i de større byer, som man også sælger mange produkter til, det var virkelig et interessant besøg her. Sidst på eftermiddagen kører vi mod Hrodna, som ligger tæt på den litauiske grænse. Det er en lang, men spændende tur. Undervejs samler vi Vasilli op, vi har nu 2 guider med som fortæller meget, og vi får oversat. Er omkring en gammel slotsruin fra det 1700 århundrede. Det er mest fladt landskab vi kører igennem, nogen steder sumpet, ellers plantet til med fyrretræer og birk. Nu vi kommer nærmere Hrodna er her mere kuperet. Vi når byen ud på aftenen og kommer ind på en ganske udmærket hotel. Her er der varm mad til os, så vi sover godt efter en god dag. Lørdag d. 15. Vi får morgenmad, der består af rødbedesalat, derefter 1 kotelet med ris – brød og et bæger yoghurt. Næsten alle drikker the, kaffen huer dem ikke. Dagen skal bruges i Hrodna. Det regner lidt. Første besøg gælder den ældste stenkirke i Østeuropa fra 1200 tallet, den ligger tæt ud til floden Neman: Der er flere store og flotte kirker i Hrodna, og mange brylluper netop i dag. Der er samtidig byfest og optræden af bl.a. den specielle Hviderussiske børnetrup, som synger og danser meget flot. Vi var lidt rundt i byen og købte krystal – frugt og andet. Efter en god dag i byen var der aftensmad på hotellet til ”normal” tid kl. 19. Forretten bestod af tomater og agurk skåret i skiver brød til. Der var et stykke stegt fisk med løse ris, ærter m.m. Middagen var hurtigt overstået. Derefter samledes vi i baren, de fleste skulle smage vodka, men ellers alt mulig andet. Det blev til et par hyggelige timer og lidt snak med russiske bryllupsgæster for dem der kunne snakke engelsk, de undrede sig over hvor vi kom fra og hvad vi ville i Hviderusland. Søndag d. 16. Efter en god nats søvn var morgenmaden grønærter – nærmest italiensk salat med kartofler i. Så var der noget som lignede opvarmet flæskesteg med pasta, men også brød og smøreost + 1 bæger yoghurt. Nu forlader vi hotellet i Hrodna og kører mod Kobryn. Vi har stadig Tamara og Vasilli med. De fortæller undervejs at der bor 10 mill. mennesker i Hviderusland og staten ejer stort set alt. 90 % bliver drevet som kollektiv, enkelte landbrug på 60 – 100 hektar er privat ejet. Vi så sådanne brug fra bussen, hvor der gik en flok køer på marken, en mand og 1 hund til at se efter dem. Der var ingen hegn om marken, selv ud til en motorvej. Når vi passerede en mindre landsby så vi mange mennesker i gang med at tage kartofler op. Der stod så mange sække fyldte, hver familie fik til eget forbrug. Ved alle huse var der haver med hegn omkring. Her er ikke græsplæne, der dyrkes grøntsager og masser af græskar. Nogen steder ligger de i store dynger. De bruges til foder til dyrene. Så går her naturligvis også en flok høns, måske er der en ko eller ged der græsser. Hviderusland er en selvstændig stat med egen præsident, har været under Litauen, Polen og Sovjetunionen. De har skullet lære at være selvstændige. De chauffører som også kom her for 16-18 år siden fortæller at de kan se en positiv udvikling på folk – veje og bygninger. Ca. kl. 14.30 kommer vi til et meget spændende kloster, det er hvideruslands andet helligste sted. Vi damer som er i lange bukser må have slåom nederdel på og tørklæde om hovedet for at komme derind. Klosteret blev bygget efter at en person i skoven fik et syn, et ikon på et træ udstrålede et usædvanligt lys. På stedet byggede man kirken i træ og ikonen blev opbevaret derinde. Da kirken senere brændte var ikonen væk. Senere viste jomfru Marie sig for nogle børn og der på en stor sten var ikonen igen. Da var der i mellemtiden bygget en ny domkirke og ikonen kom tilbage dertil, og er der den dag i dag, hvilket vi så. Nu byggede man en kirke mere, Marie kirken, hvor den store sten er anbragt. Bag Marie kirken byggedes senere endnu en kirke, Jesus kirken. Klosteret omfatter en stor bygning med boliger til munkene og et stort universitet. Unge mænd der ikke vil til militæret kan fritages, hvis de går syv år i kloster og samtidig uddanner sig til præst. Efter besøg i kirkerne kører vi til den hellige kilde som sprang frem efter børnenes syn og som stadig er der Mange mennesker var der foruden os, vi kunne alle fylde en flaske med vand. Vi kører nu til en kunstner, som tager godt imod os. Hun bor i en by langt ude ad små veje. Det er et mindre hus, så vi må gå ind i grupper, for at se hendes keramikrelieffer. Hun fortæller os at de selv går i skoven og graver ler op, ligesom de finder grene og mange ting, som hun bruger meget dekorativt, også uden for huset ser vi hun sætter sit præg. Vi nærmer os Kobryn, hvor det var meningen at overnatning skulle have været i feriehytter, men en aftale i Hviderusland er ikke altid en aftale. Tamara og Vasilli har haft vældig travlt med at finde en anden løsning. Den bliver at vi må overnatte tre forskellige steder og spise det fjerde sted i to hold, for her er bryllup. Maden er ganske udmærket. Også her kommer unge bryllupsgæster som vil snakke med de mærkelige turister. Vi tager afsked med Tamara og Vasilli, de skal på arbejde i morgen. Mandag d. 17 gik det meste af formiddagen med at få os flyttet sammen på et hold. Det er ikke ligeså enkelt at få hotelregninger udfærdiget. I dag har vi hjælp af en ung tysklærer, Natasja fra Vasillis skole. Vi kører i dag mod byen Kosava, hvor vi skal besøge et museum. Her bliver vi også taget godt imod. Der er et vældigt måltid mad til os midt på dagen. Derefter besøger vi et børnehjem, der pænt og rent og børnene ser glade ud. Vi har noget legetøj med til dem, især bilerne til drengene gjorde lykke. Næste besøg går til et psykiatrisk hospital eller plejehjem med både fysiske og psykiske beboere. Det er stort og med mange mennesker. Nogle var i haven, men stimlede sammen da vi kom. De der har været her før kan se væsentlige fremskridt med hygiejnen og andet. Vi hilste på Viktorie, som sidder i kørestol, fået fra Dienesminde naturligvis. Før hun fik den sad hun på gulvet, da hendes ben er lammet. Hun har været i Danmark og er en speciel ven af Dienesminde. Der er da også en stor sæk med ting og sager fra Dan og Ellen, som afleveres. Vi er ikke i tvivl om hendes glæde. Til de andre beboere er en stor pose guf som vakte begejstring. Efter et hurtigt besøg på museum og en meget hurtig snakkende russisk rundviser er der mad til os samme sted som vi fik frokost. Igen rigtig god mad og vin til. Vi kører mod Kobryn kl. 20.30 og kom hjem til gode hotelværelser. Tirsdag d. 18. er der hvad vi forstår ved alm. morgenmad. Kogt æg, brød, pålæg, ost, marmelade og naturligvis the. Vi er i bussen og kører i dag kl. 9. Vi har André, en ung engelsklærer med som tolk, vi kører mod Pinsk og mødes med Josef, som er leder af døveskolen. Han kører nu foran os rundt i byen til floden Pina, hvor vi er på en dejlig sejltur. Det er flot vejr – solskin og en smuk by vi ser. Derefter besøger vi et plejehjem, der ser pænt ud. De ældre ser glade ud og vinker til os. De bor 3-4 personer på hver stue, så der er ikke plads til meget ud over sengene. Der er dækket fint bord til os ude i solen med kager, chokolade, kaffe og the. Vi afleverer noget tøj, trøjer og tæpper. Næste besøg i byen gælder en stor børnehave, vi deles i 3 grupper, og hver gruppe besøger en stue eller afdeling. Børnene sang og underholdt os. Der ser rigtig pænt ud. Børnene er her længe hver dag, forældrene arbejder sent. I hver afdeling serveres mad for os, vi fik kartoffelmos med kød til, tomater og agurk. Der er brød med laks, kaffe, the og frugtkage. Vi besøger endnu en børnehave. Pæn og nydelig med mange legemuligheder. Også her bliver der serveret for os kaffe, the og chokolader. Herefter besøger vi døveskolen, som Josef er leder af. Han fortæller meget om hvor meget de har modtaget fra Dienesminde, møbler af alle slags og udstyr. Vi læsser her en del af fra bussen, legetøj børnetøj og lignende. Josef vil så fordele det efter behov andre steder. Vi er klar til at køre hjem kl. 19.30. Vi skal dog lige holde ved et supermarked for at købe vand eller andet flydende, frugt og kiks. Vi er hjemme ved hotellet ved 9-tiden. Ingen trænger til mad, efter alt hvad vi har fået i løbet af dagen. Onsdag d. 19. En dag med god tid til morgenmad. Vi kører en tur ind i Kobryn by og går rundt på egen hånd, handler lidt. Gerda finder nye sko. Herefter kører vi til Vasillis by og skole, en lille landsby med flest ældre små huse. Skolen ligger midt i byen. Der er megen plads omkring. En stor have som børnene passer og dyrker masser af grøntsager. Et drivhus, hvor de har tomater og agurk, har folk fra Danmark hjulpet dem med at bygge. Her er også frugttræer og masser af blomster. Også her blev der serveret god mad for os og Vasilli skænkede op af lidt af hvert. Vi fik et godt indtryk af børnene, søde og tillidsfulde. Nogen var meget begejstret for et kik i bussen, hvor Noes demonstrerede teknikken. Der var tid til en gåtur og besøg på kirkegården, der var noget særpræget. Det var tid til majshøst, som blev kørt gennem byen ad en vej der dog var asfalteret, men meget hullet. Det får mejsen til at drysse hist og her, men hurtigt finder høns og kalkuner ud og piller op. Inden vi igen kører hjem til hotellet, skal bussen tømmes for det sidste legetøj, skoletasker, tøj og meget andet. Og der er mange kufferter. Vasilli sørger nu for fordeling til andre skoler. Selv var han meget glad for en stor portion kuglepenne. Torsdag d. 20. Tidlig morgenmad og afsked med det gode hotel. Nu kører vi til Brest, hvor vi skal besøge hospitalet og mødes med Valentine kl. 10. Hun er desværre blevet forsinket, men Tamara kommer i stedet kl. 11. Ventetiden bruger vi i bussen til en kop kaffe. Vi nåede også på turen herind omkring et supermarked, hvor vi forsøgte at bruge de sidste rubler. Det lykkedes ikke helt, så de sidste bliver samlet sammen og går til de piger som styrer det humanitære her i området. Hospitalet i Brest er ret nyt, bygget siden Sovjetunionens fald. Der manglede dog midler til mange ting da det stod færdig. Der lød mange rosende ord om alt hvad de havde modtaget fra Dienesminde. Senge, kørestole, linned, hospitalstøj og andet udstyr. De modtager løbende ting og mangler stadig meget. Vi fik en hurtig rundvisning og ser de også bruger alternative helbredelsesmetoder. Nu er det tiden vi skal køre hjemad, der er ikke så langt til grænsen, vi er der kl. ca. 13.45. De samler vores pas sammen. Vi skal igen have uret stillet, denne gang en time tilbage. Vi kører igen kl. 14.20, noget af det hurtigste vi har oplevet at passere den grænse, fortæller de der har været her mange gange. Nu går turen igen gennem Polen på vej mod Lodz til overnatning. Der er rigtig meget vejarbejde og gode veje hvor de er færdige. F. eks. en 6-sporet motorvej i udkanten af Warszawa og en enorm trafik. Her er også meget nybyggeri. Store højhuse, dejligt at se det går godt for landet som vi også så det i Hviderusland. Vi nåede hotel Savoy kl. 21. Så var der tre retters middag, hvorefter vi var klar til at komme i seng. Op igen kl. 6, morgenmad kl. 7. Dejlig mad hvor vi selv kunne forsyne os. Vi er hurtigt klar til hjemturen, men Lodz er en stor by, det tog en time at kommu ud af byen, men da Noes ellers fik solen i ryggen gik det hurtigt den rigtige vej. Men en lang tur er det gennem Polen. Til gengæld kom vi hurtigt over grænsen. Så skal vi også lige igennem Tyskland. Richard har maveproblemer, så han drikker noget cola og bliver ”puttet” på bagsædet. Der sover han et par timer. Aase er meget omsorgsfuld, som hun har været det på hele turen. Både hende og Annie skylder vi stor tak, fordi de hele tiden har været parat til at hjælpe os, sørge for kaffe og the undervejs. Også vores 2 chauffører skylder vi stor tak, for det første har de sørget for at vi kom sikkert og godt frem go tilbage, men alle de oplysninger vi har fået undervejs er næsten mere end vi kan rumme. Det er i sandhed en studietur. Efter et par korte ophold undervejs holdes den sidste pause ved grænsen, hvor Erik bliver afhentet. Vi tager afsked med ham og handler lidt hos Poetszh. Så er der kun det sidste stykke vej op gennem jylland tilbage. Vi står af ved cafeteriet ved Bjerregrav kl. 1.30 og er enige om at det bedste ved en rigtig god tur er at være hjemme igen. Inge Nørlem

Dienesmindes Venner